Sådan bliver du Skydiver i Kolding Faldskærmsklub!Elevbillede.jpg
Faldskærmsudspring er for alle med eventyrlyst. Om du er ung eller gammel, mand eller kvinde, stor eller lille, betyder ikke alverden. Bare du har et rimeligt helbred og i øvrigt har mod på udfordringer og oplevelser.

Det er ikke svært at springe faldskærm. Faldskærmen er nem at styre, og landingsteknikken læres let. Men det er udfordrende psykologisk. Derfor skal du instrueres grundigt i, hvad det hele går ud på. Vejrforhold, udstyrets sammensætning, regler og sikkerhedsforhold. Alt sammen for at give dig den maksimale tryghed under springet.

For at komme på elevkursus, skal du være fyldt 16 år og veje maks. 110 kg. Grunduddannelsen tager en weekend, og du undervises af erfarne instruktører. Vi afholder kurser henover foråret, sommeren og efteråret. Kurset starter fredag aften med teori og instruktion på jorden. Lørdag færdiggøres grunduddannelsen og afsluttes med en teoriprøve. Herefter er vi klar til at springe. Hvis vejret er fint flyver vi op, så du kan få dit første solospring.

Når man lærer at springe faldskærm, har man elevstatus indtil mindst 40 spring. Henad vejen vil man blive mere og mere selvkørende, og når man har bestået alle prøver samt fået mindst 40 spring, er man "rigtig" faldskærmsspringer, man får et faldskærmscertifikat, og man er ikke længere afhængig af instruktører. Dit forløb som faldskærmselev afhænger først og fremmest hvilken pakke, du har valgt at købe. Vores Guld- og Sølvpakker tager dig igennem AFF-uddanelsen, og vores Bronzepakke tager dig igennem staticlineuddannelsen. Dem kan du læse mere om herunder.

Når du har valgt den pakke, der passer bedst til dig, melder du dig til under 'Elevkursus' i menuen.


Bronzepakken
Denne pakker er for dig, der godt kunne tænke dig at prøve kræfter med faldskærmsspring. 

Pakken indeholder:

  • Grundkursus
  • Dit første spring
  • Pakning af din faldskærm

Der er ingen hindring for efterfølgende at lave flere spring, eller måske endda fortsætte helt frem til dit certifikat, men dette er blot ikke inkluderet i prisen.


Skærmbillede20250318kl.15.50.30.pngStaticlineuddannelsen er bygget op i mange små trin, hvor man gradvist øger sværhedsgraden. De første 5 spring foregår fra 1000 meters højde. Du er forbundet til flyet med en line (staticline), der sørger for automatisk åbning af faldskærmen, når du springer ud af flyet. Ved hvert spring er der en erfaren instruktør med dig i flyet. Når du har lært at springe stabilt af flyet, skal du øve dig i at åbne skærmen med et blindhåndtag (dummy). Såfremt instruktørerne godkender denne øvelse 3 gange i træk, er du klar til at springe med frit fald og selv åbne din faldskærm. Og det er jo det det hele drejer sig om.

Det første frie fald er fra 1200 meters højde, med frit fald på 5 sekunder. Efterhånden som du bliver dygtigere, øges udspringshøjden, og dermed længden af det frie fald. Når du er godkendt til 4.000 m, kan du opnå et frit fald på 60 sekunder og herefter skærmflyvning. Efter du har gennemført ca. 40 spring, skal du bestå nogle afsluttende prøver, hvori der indgår forskellige øvelser under et frit fald på 30 sekunder. 

Pris: 2.500 (2.000 kr ved tilmelding, 500 kr i kontingent ved kursusstart)


Sølvpakken
Denne pakke er for dig, der gerne vil lære at springe faldskærm på en effektiv måde, hvor du hurtigt kommer i frit fald.

Pakken indeholder:

  • Grundkursus
  • AFF level 1-8
  • Tre pakninger af din faldskærm
  • Evt. ét omspring
  • Evt. ét staticlinespring inden AFF

AFF (Accelerated Free Fall) er en uddannelse, hvor springene foregår i frit fald. De er inddelt i otte levels, hvor du gradvist, men med en stejl læringskurve, lærer nye færdigheder på vejen mod at blive selvstændig faldskærmsspringer. Som AFF-elev har du én eller to instruktører med dig i frit fald, som hjælper undervejs i det omfang, det er nødvendigt. De første tre levels sker med to instruktører, og level 4-7 sker med kun en enkelt. Level 8 er et solo spring uden instruktør. Skulle det ske, at du ikke består et level, gentages det, indtil det kan bestås. I pakken er der inkluderet ét omspring. Er der brug for flere afregnes de med 1200 kr for level 1-3, 900 kr for level 4-7.

Når du har bestået level 8, er du faktisk mere eller mindre selvkørende. Dog skal der være en instruktør på pladsen så længe du er elev.

Pris: 8.000 (7.500 kr ved tilmelding, 500 kr i kontingent ved kursusstart)


Guldpakken
Denne pakke er for dig, der gerne vil blive faldskærmsspringer og samtidig spare penge!

Pakken indeholder:

  • Op til 40 spring i alt
  • Grundkursus
  • AFF level 1-8
  • Tre pakninger af din faldskærm
  • Tre videospring
  • Evt. ét omspring
  • Evt. ét staticlinespring inden AFF

Udover at få alt det, du får i Sølvpakken, får du i Guldpakken de spring du efterfølgende skal bruge på at blive certificeret faldskærmsspringer. Forløbet efter AFF-delen indeholder nogle fritfaldsprøver, som man er rigtig godt rustet til, når man har været gennem AFF-uddannelsen. Enkelte af disse prøver skal videofilmes til efterfølgende vurdering, og disse er inkluderet i Guldpakken.

Pris: 13.000 (12.500 kr ved tilmelding, 500 kr i kontingent ved kursusstart)


Har du stadig spørgsmål, så tag endelig fat i os.
Skriv gerne til Instruktøransvarlig, Gert Bjerregaard Andersen.
(Al kontakt vedrørende gavekort bedes rettet til formanden)